Ikke kategoriseret

Amme det skulle jeg sgu!

Tines fortælling:

S blev født den 16 februar 2014. Efter 35 hårde timer, troede jeg at jeg skulle nyde mit første barn. Han blev taget med sugekop og blev derfor fyldt med pinex junior hver 6 time, lige fra han kom ud. Min jordemoder var en helt ny uddannet ung pige, og det var hendes første rigtige fødsel alene. Efter mange timer var hun selvfølgelig træt og tog hjem med det samme han var kommet ud. Efter 3 timer kom vi op på en Barselstue og en sød jordemoder tog imod os deroppe. Jeg fortalte at han ikke var blevet lagt til endnu, og spurgte om han ikke skulle det? Nej det skulle jeg ikke tænke på, han havde jo en “madpakke” med. Da der om aftenen var vagtskifte og nattevagten kom ind for at hilse, fortalte vi at han bar blevet født om morgenen (7.10) men at han endnu ikke var blevet lagt til. Hver gang der havde været en inde ved os, sagde de bare at han havde en madpakke, også fik han lige et skud pinex mere. Nattevagten fortalte at han SKULLE ligges til nu, og jeg havde selv følelsen af at det gik rigtig godt. Efter 3 dage på en kedelig Barselstue ville  jeg gerne hjem. Jeg troede at amningen gik super, og kunne ikke se hvorfor vi skulle blive mere. Sygeplejersken som udskrev os, målte tallene for gulsot og det var lige til den høje side, og han havde da også tabt sig over de 10% men hvis jeg bare lagde ham til hver 3 time, måtte vi gerne komme hjem. Derhjemme startede så et maridt! Han ville ikke spise, og skreg hver gang jeg lagde ham til. Vi ringede ind kl 23 og fortalte at han ikke ville spise. Kl 23.15 pakkede vi bilen og kørte tilbage på barselsgangen. Amme, det skulle jeg sgu, og der var ingen vej udenom, det var jeg fast besluttet på.  Vi fik et værelse, og jeg malede noget mælk ud som han fik i et snapseglas. Næste morgen kom en ny Jordemoder, som skulle se mens jeg ammede. Det viste sig til at han bare lå og hygge sluttede, og fordi at han faktisk endnu ikke havde fået noget at spise, siden han blev født var han fuldstændig afkræftet! Straks fik han lagt en sonde (for flaske skulle han for intet i verden han) de næste 2  dage gik med at prøve på at få ham til at tage ved brystet. Vi prøvede først på den ene måde, så den anden, og den trejde samt fjerde. Intet virkede! Hver gang endte det med at han fik mælk gennem sonden. Vi blev efter 2 dage indlagt på børneafdelingen fordi at de troede at der var noget galt med ham, men de kunne intet finde. Efter 8 dage var jeg færdig, jeg kunne ikke klare flere nederlag. Jeg græd hver gang jeg skulle prøve at amme ham for jeg vidste at det ville mislykkedes. Til sidst, måtte jeg opgive og han fik en flaske, som han sugede i sig på ingen tid.

Det tog mig rigtig lang tid at komme over, og næste barn var jeg fast besluttet på at det skulle også ammes, men jeg ville ikke bruge lige så lang tid og kræfter på det.

 

Tine har i lang tid følt at det var personalets skyld amningen ikke kom op at køre, fordi der ikke var nogen der hjalp hende og fortalte hende at hendes søn skulle ligges til, noget hun efterfølgende har fundet ud af er virkelig vigtigt!

Det tog hende rigtig lang tid at acceptere at forløbet var endt som det gjorde, og i over et år efterfølgende kunne hun stadig græde over det mislykkede forløb og føle sig som en fiasko. Dog har hun nu med nummer 2 som er født i november fået en mulig forklaring (for store brystvorter) og det har for hende gjort det lettere at acceptere! Tine har i starten følt sig meget dømt, især pga et familiemedlem som havde flere vellykkede ammeforløb bag sig, og den påvirkning gjorde at hun havde svært ved at slippe det og acceptere situationens tilstand.

Hun fortæller også at jo mere hun snakkede med folk om det jo mere blev hun afklaret med det. Tine er rigtig ked af hun ikke har oplevet den samme nærvær som folk der ammer gør, det har hun manglet rigtig meget. Når Tine kigger tilbage på hendes forløb føler hun rigtig meget sorg, ærgelse og skuffelse over at det ikke kom til at fungere! Tine ville til hver en tid give det et forsøg med at amme igen.

 

Jeg spurgte så Tine om hvordan hun troede det kunne være at flaskemødre oftest føler sig dømt hvis amme mødre udtrykker deres glæde ved amning, hendes svar lød:

Jeg tror at det er fordi man som flaskemor, føler sig som en dårlig mor og fiasko, fordi man ikke kunne få det til at fungerer, og oftest tror de ammende mødre at vi ikke har prøvet nok, givet for hurtigt op, for så er det jo hellere ikke sværer! Jeg føler jeg har prøvet alt hvad jeg kunne også må folk tænke hvad de vil.

 

Tine der giver hendes datter fra november sidste år flaske♡

Tine der giver hendes datter fra november sidste år flaske♡

 

Tak til Tine for at dele sin historie, og trods det ikke lykkedes er du en skide sej mor der kæmpede en hård kamp!♡

Relaterede indlæg

Ingen kommentarer

Skriv kommentar