Ikke kategoriseret

Jeg er mor til 3 anbragte børn!

Mit navn er Stephanie, jeg er 23 år gammel og mor til 3 skønne børn, Jennifer, James og Luca! De er mit et og alt og hele min verden. Der er dog det specielle at ingen af mine børn bor hjemme, de er fjernet fra mig..

Jeg blev for første gang gravid som 19-årig, jeg var på det tidspunkt som enhver anden teenager, gik lidt for meget i byen og havde generelt en vild ungdom. Men i det sekund jeg fandt ud af jeg var gravid, lagde jeg hele mit liv om! Jennifers far var ikke interesseret i at være en del af hendes liv, så jeg flyttede væk og startede på en frisk og her mødte jeg J. Da der var 2 måneder tilbage af min graviditet blev vi kærester, jeg vidste at han var skidt selskab, solgte noget han ikke skulle, men han lovede mig det var slut, at han ville ligge livet om og starte et liv med mig og Jennifer og jeg elskede ham jo, vi skulle være en familie!

Kort tid inden jeg skulle føde fik jeg beskeden om at kommunen ville fjerne Jennifer, dels på grund af min unge alder, men primært på grund af min fortid, min fortid der egentlig indebar en turbulent ungdom hvor jeg selv havde været anbragt uden for hjemmet. De troede ikke jeg kunne klare opgaven! Jeg fødte  Jennifer i Juli 2012, hun var det smukkeste jeg nogensinde havde set! 4 dage efter hun var født, kom de og tog hende. Jeg var sønderknust, min verden braste sammen! Men jeg holdte hovedet højt og tog sagen videre, og heldigvis på grund af nogle gode udtalelser fra sygehuset, fik jeg en chance til allerede ugen efter!

Jeg blev anbragt med hende, for at bevise at jeg godt kunne klare opgaven. Desværre var det super hårdt for mig, plejemoren og mig kunne ikke komme overens med hinanden vi var meget uenige om tingene og jeg følte mig dømt og overvåget hele tiden, så jeg ikke kunne være den mor jeg gerne ville! Det var op ad bakke og efter 8 måneder grundet en dårlig udtalelse fra hende valgte de at fjerne hende helt. Jeg var ødelagt.. Heldigvis havde jeg J at støtte mig op af, han hjalp mig igennem den hårde tid og kort tid efter fandt jeg ud af jeg var gravid igen! Det var drømmen, for J var allerede som en far for Jennifer og han ville så gerne have et barn selv!

Vi valgte at starte forfra og flytte, bare ham og jeg. Jeg så stadig Jennifer en gang om måneden under opsyn og det var så hårdt at vide hun ikke var ved mig, hver gang jeg tog hjem så græd jeg, jeg var knust! Hun blev ikke glemt, slet ikke og heller ikke selvom der var en lille ny på vej! Året efter i november 2013 blev jeg mor til lille James, han var så fin og alt var så skønt, og vi fik lov at få ham med hjem! Alt var fryd og gammen, jeg var lykkelig, vi var en familie. Vi blev gift og James døbt, endelig faldt mit liv på plads, jeg manglede kun at få Jennifer hjem. Jeg kunne ikke tro jeg var så heldig!

Men 11 måneder senere brast drømmen, tæppet blev revet væk under mig, pludselig fandt jeg ud af at J bag min ryg havde solgt stoffer, til trods for at han havde lovet det var slut, jeg havde været blind og stolet på ham! Og jeg hader at jeg ikke så tegnene, at jeg ikke opdagede det i tide. Han blev anholdt og James fjernet. På et splidtsekundt vendte hele min verden sig på hovedet, jeg gik fra at have alt til at være helt alene. Mens J var i fængsel gjorde vi det forbi og aldrig havde jeg følt mig så ensom før.. Jeg følte mig uduelig, som verdens værste mor, og endte så med at tage mit livs dummeste beslutning.. Jeg begyndte at tage kokain. I et helt år festede jeg i et væk, det var den eneste måde jeg kunne dulme smerten, den eneste måde jeg kunne komme væk på, for når jeg var mig selv og var til stede, så græd jeg e hele tiden, mit savn til mine børn var så stort, jeg var ødelagt!

Efter et år kom jeg til fornuft. Jeg blev Clean, med hjælp fra min far og misbruscenteret kom jeg oven på, blev mig selv igen, jeg begyndte i skole og endelig kørte det, jeg ville kæmpe og få mine børn hjem! Jeg mødte midt i alt det her en fyr og ved et uheld blev jeg gravid, han var ikke enig i at vi skulle have barnet, men jeg kunne ikke få en abort, jeg havde oplevet livets gave 2 gange og jeg kunne aldrig finde på at fravælge et barn, for selvom mine børn ikke var hjemme, så var min kærlighed til dem uendelig, og det kunne jeg ikke bære. Jeg vidste at hvis jeg fravalgte det her barn ville jeg ende tilbage i samme hul, samme tomrum og mit barn ville aldrig nogensinde være mindre elsket ligegyldigt omstændighederne!

Så den 3. September i år blev jeg mor til lille Luca. Allerede inden fødslen vidste jeg, grundet min historie, at de ville fjerne ham. Men heldigvis fik jeg lov at tilbringe de første 10 dage af hans liv sammen med ham! De 10 dage var de bedste dage længe, de gav mig livsglæden, blod på tanden og de bekræftede mig blot i at jeg skulle kæmpe, kæmpe videre for mine børn!

For hver dag for mig er en kamp, hver dag kæmper jeg med ikke at ryge tilbage i det hul, jeg gør alt hvad jeg kan for at holde mig oprejst men det er svært. Det er svært på grund af at ingen vil lytte og at alle tror det værste om mig. Folk der ser ned på mig fordi jeg har fået 3 børn, 3 børn som er fjernet, hvorfor stoppede jeg ikke efter det første barn?Ingen kan se det i et større perspektiv og ingen kan sætte sig i mit sted. Hver dag tænker jeg på mine børn og er jeg sammen med veninder der har børn så græder jeg af afmagt og af savn. Det gør så ondt, for jeg elsker mine børn så højt.. Hver dag kæmper jeg med fordomme, hverdag kæmper jer for at holde mig Clean samarbejde med kommunen, jeg gør alt hvad de forlanger, hopper og danser i den brok for at vise hvor meget jeg vil mine børn, og hver dag kæmper jeg for at bevise overfor omverdenen at jeg er en omsorgsfuld mor, jeg prøver alt hvad jeg kan, for min og for mine børns skyld!

Alting er ikke sort/hvidt og blot fordi ens børn er fjernet betyder det ikke at man er en dårlig Mor, at man elsker mindre eller at man er ligeglad, tværtimod så oplever man et savn og en længsel så stor, at man kun føler sig hel de få gange man får lov at tilbringe tid med sine børn, resten af tiden er man alene og ensom og kan ikke finde ro, for man mangler en del af sig selv!

Mit navn er Stephanie og mine børn er fjernet #brydtabuet ♡

Relaterede indlæg

4 Kommentarer

  • Svar
    Louise
    19. oktober 2016 den 12:36

    Jeg kender dig ikke, men din historie har virkelig rørt mig dybt! Er selv mor til en dreng på 8mdr så jeg kender til den store kærlighed man får til sit barn. Jeg ønsker dig alt det bedste og håber at dit guld snart vil komme hjem hvor det høre til – hos dig.

  • Svar
    Nanna
    19. oktober 2016 den 14:35

    Jeg forstår godt du siger, at man skal se det større billede, finde det store perspektiv, men det eneste jeg kan læse er dårlige valg. Du valgte at være sammen med en mand, som du vidste solgte stoffer. Jeg ved godt at kærlighed kan gøre blind og nogle mennesker er bare langt mere manipulerende end andre – men du begyndte selv at tage stoffer. Det var et valg du tog, og det er bestemt ikke et miljø børn bør høre til i.

    Du er derimod NU begyndt at tage ansvar, og så længe du holder dig clean og forbliver i skole, så kan der være håb.

    Men jeg synes også, i en situation som denne, at man stadigvæk skal tænke på børnene. De ser dig en gang om måneden. Du er der ikke morgen, middag og aften – du er ikke deres sikkerhedsnet, det er deres plejefamilie/r, og det er værd at tænke over. Det ville også være hårdt for dem pludselig at skulle bo hos dig, som for dem er relativt fremmede. Du har blot titlen som mor, men ikke rollen. I en situation som denne ville det være optimalt at tænke på dem først, og lægge sin egoisme til side.

    Jeg krydser fingre for det bedste for jer alle sammen. Fantastisk indlæg, og flot du åbnede op.

  • Svar
    En du har nær.
    19. oktober 2016 den 21:03

    Kommunen har valgt ikke at give dig en ærlig chance overhoved til at bevise dig at du faktisk godt kan være alt det er mor er for dine børn, hvilket jeg ville mene er forkert fra deres side af..
    Men det er godt du kæmper for dine børn, det viser også at du faktisk gerne vil det her og det bedste for de børn som du har bragt til verden. <3
    Og jeg syntes det er skandaløst at 10 dage efter den yngste Luca kom til verden at de vælger at fjerne ham, i stedet for at lade dig bevise at du godt kan give dine børn nogle trykke rammer, et god familie og altid tænke på dem før dig selv! <3 Fordi, jeg tror at hvis de ville lade dig bevise det du kan så ville de blive positivt overraskede.
    Og jeg syntes det ville være forsøget værd fra deres side af. 🙂
    kys en du har nær.

  • Svar
    Michelle Due Rasmussen
    24. oktober 2016 den 22:07

    Jeg har også 3 børn hvor 2 af dem blev tvangs anbragt på samme tid . Jeg har været ude for det samme som dig og det er utroligt hård .
    Som du siger er hverdag en prøvelse på livets strabadser.
    Jeg har heldigvis min yngste søn hjemme. efter en lang kamp er jeg da sluppet for kommunen med min lille søn.
    Men mine 2 ældste på 5 år program 9 år kæmper jeg stadig en kamp om at få hjem , de har været anbragt i 3 år nu.
    Syntes lige at du skulle høre at du er ikke alene om det .
    Du er velkommen til at finde mig på Facebook hvis du har lyst til en snak .
    Som du kan høre kender jeg din situation fuld ud .
    Mvh michelle Due Rasmussen

  • Skriv kommentar