Ikke kategoriseret

Når frustrationen tager overhånd!

Jeg ligger her med tårene der presser på! Normalt så er jeg meget tålmodig når det kommer til putning men i dag var nok en af de hårdeste omgange jeg længe har prøvet og det er stadig ikke helt slut!

3 1/2 time har det taget. Det startede ellers meget godt, en Felix der faldte i søvn på 10 minutter imens Zacharias sad og så ipad. Vanen tro stod vi op og tissede, det er blevet fast ritual oven på graviditeten, når Felix sover, så skal vi op mig og tisse og Zacharias at drikke et glas vand. Vi gik ind i sengen og lagde os til at amme godnat og startede helvede ellers.. Zacharias kunne slet ikke finde ro, lå og sparkede rundt, pillede mig i næsen, pillede mig i munden trods gentagende, nej tak! Det hjalp ikke på mine i forvejen voldsomme aversioner imod ham som kommer under amningen, så det blev en lang kamp med mig selv, jeg håbede han ville falde til ro og prøvede at bide det i mig, efter 20 minutter måtte jeg give op, vi kom ikke videre.

Så lagde han sig godt til rette, men det blev kun værre, først pillede han i stikkontakten, så prøvede han ihærdigt at kravle under lagenet på sengen og pludselige lå han og sang! Hans sang vækkede Felix og så var vi tilbage til udgangspunktet. Efter at have fået Felix til at sove, startede vi forfra, med samme resultat. Pludselig blev det afløst af et hulkende “tis”, nu ville han pludselig op og tisse igen, WHAT! Jeg forklarede ham at vi havde været oppe, han satte i et skrig, vækkede Felix og sådan kørte pladen ellers, amning, uro og tis, amning, uro og tis.. ind til det på en eller anden skør måde lykkedes at få ham til at sove! Felix endte med at vågne så meget at jeg så nu ligger med ham i armene, for han vågner og græder hver gang jeg går! 3 1/2 fucking time..

Det nåede at udløse alverdens følelser, irritation på grund af hele situationen, frustration fordi at det trak ud og endnu mere fordi Felix vågnede, vrede fordi jeg mildest talt følte mig provokeret og ulykke fordi jeg slet ikke magtede det. Oveni hatten lå jeg med ekstrem mavesyre, så ekstrem at jeg knap turde bevæge mig af frygt for at måtte styrte ud og kaste op og vække drengene og det gjorde blot min lunte endnu kortere. Jeg tacklede det så dårligt, jeg kunne slet ikke anerkende at Zacharias ikke kunne finde ro, kunne ikke tænke i alternativer og værst af alt så kom jeg i afmagt til at råbe en gang eller to! Og nu ligger jeg så her og straffer mig selv, dunker mig i hovedet og sidder og tænker på alt det jeg kunne gøre anderledes, for jeg ved at mine frustrationer var med til at trække det i langdrag, sådan er det altid! Dumme mig, dumme situation, det er virkelig så drænende. Mens jeg prøver at huske på at jeg kun er et menneske, selvom det ligenu virker betydningsløst..

Relaterede indlæg

Ingen kommentarer

Skriv kommentar