Ikke kategoriseret

Status quo – det er op ad bakke!

Okay status quo er som følger, jeg er en tyk, syg, inkontinent og hæmoride befængt gravid kvinde, i sin mest flatterende form, og er der et eneste menneske til på den her jord der nævner hvor smuk jeg er, så slår jeg, for aldrig har jeg følt mig klammere.

Hele mit hoved er fyldt op med snot, aldrig tror jeg at jeg har indeholdt så meget snot i hele mit liv, samtidig med at jeg hoster som en fuldvoksen KOL patient, jeg får hosteanfald så jeg næsten føler jeg ikke kan trække vejret. Det er i sig selv SLEMT NOK, men når jeg så hver eneste fucking gang, når jeg hoster, pisser i bukserne, uden at have nogen som helst mulighed for at gøre noget, så bliver man sku lidt træt! Det faste morgenritual er blevet at både mor og drengene skal have ble på og glemmer jeg mine bleer så er der 2 drenge der straks finder en frem og begynder at give mig den på, og tak til dem! For ellers blev det satme til meget vasketøj i løbet af dagen.

Og som om det ikke er nok, så straffer min krop mig med hæmorider så det batter, og hvis du ikke har døjet med hæmorider og sidder og småfniser over det her yderst klamme fænomen, så fortjener du dummeslag, mindst 😀 Hæmorider er en alvorlig sag, det er noget fanden har skabt i vrede på en dårlig nats søvn, det er det mest smertefulde, belastende, ubehagelige og klammeste man kan komme ud for, og vil du nogensinde straffe din værste fjende, så håb ikke på død og ødelæggelse, håb på hardcore hæmorider som hverken er til at hugge eller stikke i. Det må være den ultimative afstraffelse, det er i hvert fald totur i sig selv!

Det er som om min krops fornemmeste opgave er at gøre mig så utilpas som muligt i min egen krop, og det klarer den sku til UG, for oveni det så kampsveder jeg konstant som en fuldvoksen mand og jeg har mavesyre der sidder helt oppe under halsen, jeg klør og jeg har uro i kroppen, det er kraftedme op af bakke, og igen.. Jeg har aldrig følt mig klammere og mere utilpas i min egen krop end jeg gør lige nu!

Men som en afslutning på mit jammer og min klagesang, så priser jeg mig stadig lykkelig for at jeg ellers er godt kørende, jeg har ingen smerter, jeg har ikke ondt og jeg er ligeså mobil som altid, jeg bærer stadig drengene og jeg klarer ellers det hele med et positivt sind. For helt ærligt ikke? Så det at jeg har drengene, selvom det kan virke rocker hårdt udadtil, så er det fandme det der holder mig kørende, jeg har sku ikke tiden til at have ondt af mig selv, kun når jeg sidder og jamre her på skrift, jeg skal og jeg kan fungere! Jeg klarer det og vi klarer det og nu er drengenes 3 ugers ferie også skudt i gang, 3 uger hvor Søren skal arbejde og jeg skal være på i døgndrift, men jeg klarer det med oprejst pande og husker på at jeg skal nyde drenge den korte tid der er tilbage inden der kommer et 5. familiemedlem, og det vil jeg sku gøre til fulde også selvom min krop modarbejder mig!

trods feber så har jeg stadig en kat på ryggen <3

Relaterede indlæg

Ingen kommentarer

Skriv kommentar