Sandheden !

Jeg kan ikke det her!

Det her er en tanke strøm, jeg valgte at skrive ned, den figurerede gennem mit hoved, få dage efter fødslen over en lille time, inklusiv en masse tårer. Når jeg sidder og læser det igennem får jeg lyst til at forsvare mine tanker, hvilket også er derfor jeg ikke har udgivet dem før nu, men nu får i dem bare, rodet, rå og total som det foregik. Og lad os alle huske på at det er HELT NORMALT at reagere ovenpå en fødsel, græde og være fyldt med skøre tanker, så længe det ikke fortsætter…


Hvad nu? Nu er jeg mor til 3 børn, jeg er jo låst her for altid, den frihed jeg lige var begyndt at få med drengene er pludselig væk, nu er jeg back til square one, back til bare at være mor uden at kunne deltage i sociale arrangementer, nu vil jeg forfra opleve de nyerhvervede venskaber glide ud i sandet, jeg vil igen føle mig hammer ensom, som jeg har gjort så mange gange før! Jeg vil igen bare leve i en osteklokke og passe mig selv.

Opfulgt af MEGET dårlig samvittighed!

Hvorfor tænker jeg nu sådan? Det jo mig selv der har valgt at få drengene, hvordan kan jeg sætte mig selv højere end dem? Felix og Zacharias kommer i forvejen til at lide under nummer 3 er kommet, de kan jo slet ikke kaperer det, jeg kan jo på ingen måder have overskud til alle 3, det kunne jeg have sagt mig selv, stakkels mine børn. Måske de reelt bare er bedre tjent ved at bo et andet sted, for jeg kommer ALDRIG til at kunne klare det her selv, jeg er jo ikke en super whoman, selvom jeg gladeligt bilder mig selv det ind! Alting er bare en løgn en facade, jeg kan ikke det her! Jeg ville sådan ønske jeg kunne gøre det om, at jeg kunne rejse tilbage og lade vær’ for hvad fanden tænkte jeg på!

Ikke nok med det, så mister drengene også snart deres forældre i hvert fald som par! No fucking way Søren og jeg kan klare det her, i næsten 3 år har vores forhold kun kredset om drengene og nu hvor vi endelig kunne begynde at fokusere lidt på os og ikke på dem, så starter vi forfra, der er jo ikke noget ved alt det her, hvis de skal vokse op uden os som familie, det var jo ikke meningen, for fanden, jeg kunne have sagt mig selv det, vi skulle have ventet!! Børn er et egoistisk valg og jeg må være egoistisk hele vejen rundt, jeg kunne ikke udsætte mine åndsvage behov, også fejler jeg alligevel ovenpå mit lorte valg, for jeg kan ikke det her!

Også sidder jeg bare her og græder min lille dreng op i hovedet,snak om inkompetence, så skal det første han husker være hans ulykkelige mor, så kan han også blive skadet for livet, det må være prikken over i’et! Måske jeg bare skal give op, kaste håndklædet i ringen, kontakte kommunen indgå en falliterklæring, få dem til at tage over, give op, for jeg kommer aldrig til at kunne det her, aldrig! Og drengene skal ikke skilles ad, så hellere at de kommer et sted hen hvor de kan være sammen, det er vigtigt, der må jeg ikke være egoistisk igen. Måske jeg så bare kan beholde lillebror uden dem.. Men nej det dur heller for så vil drengenr føle sig fravalgt og det må de ikke, de må ikke forstå hvor egoistisk jeg har været, de må ikke vokse op og hade mig, det kan jeg ikke!

Jeg kan i hvert fald ikke det her, det kan jeg bare ikke! Jeg kan ikke, jeg kan ikke.

 

Relaterede indlæg

1 Kommentar

  • Svar
    CarinG
    11. september 2017 den 8:01

    Tak Luna for din ærlighed. Det en lettelse for en anden nybagt mor der kan få de samme tanker ?Det hjalp på den dårlige samvittighed over tankerne; at jeg ikk r den eneste ❤️ I virkeligheden viser det jo kun vi vil vores børn det allerbedste, omend vi er lidt for hårde ved os selvå.. ?

  • Skriv kommentar